Hækkerup sniger flygtninge-forslag bag om SF og R

Skrevet af admin

27/12/2013

Dagens topnyheder

Når en minister er på vej med et lovforslag er det god skik at informere de relevante ordførere fra øvrige regeringspartier.

Men det skete ikke, inden justitsminister Karen Hækkerup (S) kort før jul sendte et udkast til nye regler for de såkaldte kvoteflygtninge til Folketingets Udvalg for Udlændinge- og Integrationspolitik.

Og den fremgangsmåde får nu udlændingeordførerne fra SF og De Radikale til at undre sig over for Politiken.

- Jeg må konstatere, at der er blevet sendt et lovforslag i høring, som indtil videre ikke har været politisk drøftet, siger den radikale udlændingeordfører, Marlene Borst Hansen, til avisen.

Heller ikke SF's udlændingeordfører Karina Lorentzen havde hørt om forslaget, før avisen præsenterede det for hende.

Hun vil ikke på forhånd erklærer sin støtte til det nye forslag, som skal ændre udvælgelseskriterierne for hvilke flygtninge, der opholder sig i udlandet, som tilbydes at blive genbosat i Danmark.

I regeringsgrundlaget fra 2011 lægges der op til at afskaffe det såkaldte integrationspotentiale som kriterium for kvoteflygtninge.

Men i det nye lovudkast lægger Karen Hækkerup, ifølge Politiken op til, at der fremover skal lægges vægt på, om det for den enkelte kvoteflygtning må "forventes at indebære en varig forbedring af den pågældendes livssituation" at komme til Danmark.

Den formulering huer ikke SF’s udlændingeordfører, Karina Lorentzen.

- Hvis det er en måde at stille et nyt integrationskriterium op, så er jeg uenig i, at det skal stå der, siger hun.

Det er ikke lykkedes Politiken at få en kommentar fra Karen Hækkerup.

/ritzau/