Hækkerup: Tiden er moden til dobbelt statsborgerskab

Skrevet af admin

14/03/2014

Dagens topnyheder

En proces, der skulle modnes.

Sådan beskriver justitsminister Karen Hækkerup (S) tiden frem mod fredagens forslag fra regeringen om at give både danskere, der rejser til udlandet, og udlændinge, der kommer til Danmark, mulighed for at opnå dobbelt statsborgerskab.

Forslaget kommer i kølvandet på en rapport udarbejdet af en arbejdsgruppe under ministeriet.

- Jeg tror, at tiden er moden til at give danskere, der slår sig ned i udlandet, mulighed for at opnå nyt statsborgerskab og samtidig bevare deres danske. Jeg synes, at det vil være en fornuftig ting at gøre og en stor hjælp til rigtig mange danskere, der rejser ud.

- Selvfølgelig skal den hjælp også gælde den anden vej til folk, der kommer hertil. Men vi ændrer ikke på, hvad der skal til for at få dansk statsborgerskab. Vi sørger alene for, at folk får bedre muligheder for at have rødder to forskellige steder, siger ministeren.

Socialdemokraterne har ikke altid har været lige begejstrede for idéen om dobbelt statsborgerskab, der er en radikal mærkesag og del af regeringsgrundlaget fra 2011.

- Jeg tror bare, at det har været en proces, der skulle modnes. Det har det også været hos mig selv. Nu har vi truffet vores beslutning, og regeringen har taget stilling, siger Karen Hækkerup og fortsætter:

- Vi vil nu arbejde på et bredt flertal, så vi kan indføre dobbelt statsborgerskab og dermed give helt almindelige mennesker, der rejser ud og forelsker sig og ønsker at slå sig ned i et andet land, mulighed for at kunne bevare deres danske rødder.

Venstre har tidligere talt imod at tillade dobbelt statsborgerskab, men oppositionspartiet ændrede sidste år standpunkt. I Berlingske fredag undrer indfødsretsordfører, Jan E. Jørgensen, sig over, at regeringens udspil først kommer nu.

- Jeg synes ikke, at det har taget så lang tid. Vi har haft en arbejdsgruppe til at kigge på det, og den har udført et meget grundigt stykke arbejde. Det er nu afsluttet, og vi er klar til at indkalde Folketingets partier til forhandlinger, siger ministeren.

/ritzau/