Hækkerup: Vi nærmer os historisk WTO-aftale

Skrevet af admin

04/12/2013

Dagens topnyheder

Efter årevis af forgæves snak er der tilsyneladende skred i forhandlingerne om en global frihandelsaftale hos medlemmerne i Verdenshandelsorganisation, WTO, som i disse dage mødes i Bali.

Indien, som har stået i vejen, har rykket sig, og det skaber let optimisme, mener handels- og europaminister, Nick Hækkerup (A).

- Vi skal skubbe på så meget som muligt for, at det lykkes, og vi er meget tæt på, men vi er også i en situation, hvor nogle lande står stejlt. Det handler om at de forsamlede ministre ser hinanden i øjnene og siger, at det gør vi så, siger Nick Hækkerup.

Onsdag eftermiddag lokal tid gav WTO's generalsekretær en orientering, hvor han sagde, at der endnu ikke er landet en aftale, men at det er tæt på.

- Det vigtige for Danmark og for EU er, at aftalesporet bliver forfulgt, og at man ikke stopper toget.

Man har i mere end 10 år arbejdet for at nå en global frihandelsaftale, og det aktuelle oplæg indeholder 25 procent af det oprindelige aftalemateriale.

Aftalen omfatter landbrug, hjælp til udviklingslande og told.

- Man har forhandlet, forhandlet og forhandlet uden at nå frem til en aftale, og derfor har man lavet en aftaletekst, der omfatter 25 procent af det, der ligger under WTO.

- Vi er der, hvor der kører et højspændt politisk spil med både taktiske overvejelser og reelle bekymringer.

- Hvis det lykkes at komme af sted med den aftale, så vil det have nogle realpositive effekter, fordi det bliver lettere at handle med andre lande. Og vi ved, at hver gang vi sælger for en milliard, skaber det 600-700 arbejdspladser.

Den danske handels- og europaminister mener, at en række lande vil gå andre veje, hvis det ikke lykkes at lave en global frihandelsaftale under WTO.

- Vi er der, hvor man kan sige, at hvis det lykkes, så er WTO tilbage på sporet som organ for frihandel, siger Hækkerup.

/ritzau/