Hærdet kriminel får 12 år for at indsmugle amfetamin

En veteran, når det gælder lovovertrædelser, er torsdag blevet idømt fængsel i 12 år, fordi han var med til at planlægge indsmugling af 20 kilo amfetamin sidste år.

Retten i Nykøbing Falster har fundet den 56-årige Kim Boserup Vinther skyldig i sagen, og i dommen indgår mere end et års reststraf fra en tidligere narkosag.

Han har på stedet anket dommen til Østre Landsret.

Den 56-årige ved en hel del om at sidde bag tremmer, og for ni år siden delte han ud af sine erfaringer.

- Hvis folk ikke er dygtige kriminelle, når de kommer ind, så er de det i hvert fald, når de bliver løsladt, sagde han til en journalist fra Ritzau.

- Det er svært at få et arbejde med en straffeattest, men let at begå ny kriminalitet, konstaterede han dengang.

I tidligere sager er han dømt for vold og blandt andet smugleri af heroin.

Den nye dom drejer sig om et smugleri, som skete 1. maj sidste år.

En hollandsk kvinde, Nadia El Hanaoui på 29 år, blev i Rødbyhavn afsløret i en Citroën med den store portion narkotika.

Hun er torsdag blevet straffet med fængsel i otte år. Denne dom har hun modtaget.

Meningen var, har anklagemyndigheden påstået, at hun skulle levere de 20 kilo samt 120 gram kokain til danskeren.

Det var kvindens to år ældre landsmand Yassin Azahriou, der ifølge anklagemyndigheden sørgede for at skaffe stoffet, og han er ved torsdagens dom idømt fængsel i 10 år.

Azahriou overvejer, om han vil anke dommen til Østre Landsret, oplyser anklageren i sagen, Susanne Bluhm fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

I øvrigt er begge hollændere blevet udvist af Danmark.

/ritzau/

Dagens Gossip