Hæren klar til at suspendere Egyptens forfatning

De militære kilder giver samtidig udtryk for, at forfatningen, som er gennemtrumfet af Morsis Muslimske Broderskab, skal ændres i løbet af få måneder.

Mens demonstrationerne mod præsident Morsi fortsætter, har hovedpersonen tirsdag for anden dag i træk holdt møde med lederen af den egyptiske hær, general Abdel Fattah al-Sisi.

Det var generalen, der mandag gav politikere og præsident 48 timer til at finde en løsning, der følger folkets krav. Uroen er de seneste dage vokset, og søndag var millioner af egyptere på gaden. Flere steder udviklede demonstrationerne sig til sammenstød, som kostede adskillige menneskeliv.

Lektor Helle Lykke Nielsen, der er forsker ved Center for Mellemøststudier på Syddansk Universitet, mener, at Morsi bliver tvunget til at afgive noget af sin magt.

»Det er ved at udvikle sig til en skarp magtkamp mellem Morsi og hans parti, Det Muslimske Broderskab, på den ene side og militæret og demonstranterne på den anden side. Jeg tror ikke, at Morsi kan slippe igennem uden at give en lang række indrømmelser, men det har han hidtil afvist. Det hænger sammen med, at Morsi og de muslimske brødre endnu ikke har forstået de demokratiske spilleregler,« siger hun.

Helle Lykke Nielsen kan godt forestille sig, at det ender med et militærkup i Egypten.

»Det har været meget ustabilt i et halvt år, nu er det kulmineret, og det er spændende, hvordan Morsi vil reagere på militærets ultimatum. Det lader til, at de håber på, at de kan lægge så meget pres på ham, at han bliver bugseret lidt på plads. Man kan godt forestille sig, at det ender med et militærkup. Men et blødt et. Det er sådan, at når militæret ikke længere støtter en leder, er han færdig på kort tid. Og det spiller hæren på,« forklarer hun.

Selv om millioner har demonstreret mod Morsi, vurderer Helle Lykke Nielsen, at præsidenten stadig har gode kort på hånden. Hun peger på, at han er valgt på demokratisk vis og stadig nyder opbakning fra en stor del af befolkningen, særligt uden for storbyerne.

»Det vil prikke hul på de store demonstrationer og svække oppositionen, hvis han kan sikre eksempelvis billigere dagligvarer. Men al erfaring viser, at det ikke lader sig løse hurtigt. Hvor skal han få pengene fra?« spørger Helle Lykke Nielsen og uddyber:

»Egypten er i dyb økonomisk krise, alle pengestrømme svigter i øjeblikket. Der, hvor han kan gøre noget, er ved at begynde at opføre sig mere demokratisk. Han kan erklære sig parat til at gendiskutere nogle af de dekreter, han har vedtaget hen over hovedet på oppositionen og folket. Hans styre har slet ikke forstået, at man ikke længere kan opføre sig egenrådigt. Det er han nødt til at lære på den hårde måde,« siger hun.

Dagens Gossip

Dagens TV