Hæren låner fem amerikanske specialkøretøjer

Lørdag formiddag den 2. december landede en kæmpestor transportmaskine af typen Antonov AN-124 på Flyvestation Karup. I bugen på den store fugl var der fem amerikanske pansrede køretøjer af typen MRAP. De fem MRAP var fløjet ind fra Kuwait.

Hærens Operative Kommando har valgt at tage de fem første køretøjer hjem med fly, selvom det er noget dyrere end at sejle dem.

- Ved at flyve dem hjem har vi dem til rådighed tidligere, end hvis de skulle have været på en fem ugers sejlads, hvilket er afgørende for at kunne uddanne personel til hold 15, siger oberstløjtnant Palle Svendsen, der er chef for Enhedsuddannelsesafdelingen ved Hærens Operative Kommando.
Den sjette MRAP bliver sejlet til Danmark.

MRAP er den amerikanske betegnelse for et af de meget sikre køretøjer der er velegnede i en krigszone som Helmand i Afghanistan. Navnet er en forkortelse af Mine Resistant Ambush Protected, hvilket indikerer, at det er særligt konstrueret til at modstå virkning fra miner eller andre sprængladninger og baghold.

Dagens Gossip