Hævn: Nu vil Dortmund stjæle målræv i Bayern

'Landskampsstemningen' får vi ikke på Wembley lørdag aften. Men vi får så meget andet ved, at det er to tyske hold, der banker sammen på den engelske nationalarena.

Først og fremmest får vi undertoner. Masser af undertoner. Der er så meget historie mellem Borussia Dortmund og Bayern München, og gudskelov bliver de ved med at strømme til. Altså historierne.

De to hold excellerer i at stikke til hinanden, og det bliver de ved med både før, under og efter Champions League-hymnens gjalden lørdag aften.

Bayern har sat et dybt stød ind på Dortmund ved næsten at have færdiggjort købet af den sort/gule topscorer Robert Lewandowski. Men nu slår Jürgen Klopp og co. tilbage.

Avisen Bild beretter således, at Dortmund har planer om at tage hævn. Når Bayern snupper en angriber hos dem, tager de da bare en i Bayern.

Salget af Lewandowski skaber et hul, og det skal fyldes ud. Sandsynligvis af to spillere. En yngre, talentfuld angriber og en rutineret herre - gerne med Bundesligaerfaring.

Her kommer Bayern Münchens peruvianer, Claudio Pizarro, ind i billedet. Med 353 kampe og 166 mål i den tyske liga, har ingen mere erfaring end ham. Og den erfaring vil Dortmund have. Pizarro har kontraktudløb denne sommer, og da han er blevet 34 år gammel, vil den nye Bayern-træner Josep Guardiola, efter alt at dømme kun give ham en et-årig forlængelse.

Det taler for, at Dortmund kan stjæle den målfarlige sydamerikaner. 'An eye for an eye', som de siger herovre på den anden side af Nordsøen.

 

 

 

Dagens Gossip