Hafidas pårørende skabte uro under retsmøde

Skrevet af admin

29/07/2014

Dagens topnyheder

En yngre mand blev smidt ud af retslokalet tirsdag ved Retten i Glostrup, hvor en 40-årig mand erkender at have slået sin hustru, Hafida Bourouih, ihjel.

- Var det ikke nok at slå hende, din luder, råbte manden ad den 40-årige, mens anklager Sune Ploug Sørensen var i færd med at læse den drabssigtedes forklaring til politiet op.

Det fik dommer Anne Berg til at bede de tilstedeværende kriminalbetjente i retslokalet, som i øvrigt var bevæbnet med tjenestepistoler, til at eskortere manden ud af retslokalet.

En kvinde fik dog lov til at blive. Hun var ellers den første til at skabe uro, da hun på sammenbruddets rand gispede højlydt under anklagerens oplæsning.

- Undskyld. Det sker ikke igen, sagde kvinden, efter at den unge mand var blevet sendt ud.

Dommer Anne Berg udtrykte forståelse for kvindens reaktion, men formanede over for alle tilhørere, at der skulle være ro under retsmødet.

- Vil du have et glas vand, lød det omsorgsfuldt fra dommeren til den oprevne kvinde, som takkede ja til tilbuddet, hvorefter retsmødet fortsatte i god ro og orden.

Det var, da Sune Ploug Sørensen læste op fra den del at mandens forklaring, som handlede om detaljerne omkring selve drabet på hustruen Hafida, at gemytterne kogte over.

Manden har forklaret til politiet, at han først slog sin hustru i gulvet, hvorefter han kvalte hende. Først med hænderne og derefter med en ledning.

Ifølge mandens forklaring var det Hafida, som indledte et skænderi, og hun skulle også have fægtet med en mindre kniv mod ham.

Parrets børn var til stede i lejligheden, da drabet fandt sted. Det ældste barn på fire år var ifølge mandens forklaring til politiet i bad, mens det yngste barn på to så tegnefilm, da drabet skete.

Efter retsmødet gik den kvinde, som fik det dårligt under retsmødet, hen mod den sigtede.

- Så fik du gjort børnene forældreløse, sagde hun, inden hun blev bremset af en ophidset kriminalbetjent iført rød T-shirt og tjenestepistol.

/ritzau/