Hague afviser lov-fifleri i overvågningssag

»Disse anklager er grundløse,« siger Hague ifølge nyhedsbureauet Reuters.

»Alle data, der involverer britiske statsborgere, og som er indhentet af os fra USA, er underlagt britisk lovpligtige kontrol- og sikkerhedsforanstaltninger,« tilføjer han.

Udmeldingen kommer, efter at amerikanske Washington Post og engelske The Guardian i fredags afslørede, at den amerikanske efterretningstjeneste National Security Agency (NSA) under et overvågningsprogram med kodenavnet PRISM siden 2008 har haft direkte adgang til serverne hos nogle af verdens største teknologigiganter, herunder Google, Facebook og Apple. Det er angiveligt sket i et forsøg på at opsnappe oplysninger om planlagte terroraktioner.

Ifølge The Guardian har Storbritanniens spioncentral, GCHQ, haft adgang til PRISM-programmet siden juni 2010 og brugt det til at udarbejde efterretningsrapporter.

Det var angiveligt den 29-årige tidligere CIA-agent Edward Snowden, der lækkede oplysningerne om overvågningsprogrammet. Selv har han sagt til nyhedsbureauet Reuters, at han gjorde det, fordi han »ville beskytte grundlæggende frihedsrettigheder for folk i hele verden«.

Edward Snowden har de seneste fire år arbejdet for firmaer, der har udført opgaver for NSA, og hans identitet blev søndag afsløret af Washington Post og The Guardian.

Afsløringen har vakt voldsomt postyr i USA, og flere amerikanske politikere kræver nu en revision af de antiterrorlove, som gennem flere år har givet efterretningstjenesterne øget mulighed for at kikke og lytte med under stadig løsere kontrol.

Europa har længe arbejdet på at stække den magt, som de amerikanske teknologigiganter har over nettet, og det tyske datatilsyn har været ude med en fordømmelse af giganternes samarbejde med efterretningstjenesterne i USA.

Stort set alle virksomhederne har afvist beskyldningerne om, at de systematisk leverer oplysninger til efterretningstjenesterne. Men nærlæser man deres afvisninger, går de ifølge Berlingske mere på, at de ikke har lukket samtlige sluser op, og/eller at de ikke har hørt om et program, der kaldes PRISM.

Dagens Gossip