Hague: Der er fortsat uafklarede spørgsmål med Iran

Skrevet af admin

23/11/2013

Mest læste i dag

Der er stadig enkelte uafklarede spørgsmål i forhandlingerne mellem stormagterne og Iran om det iranske atomprogram, siger den britiske udenrigsminister, William Hague.

Han siger forskellene mellem parterne er snævre men vigtige.

- Det er fortsat meget vanskelige forhandlinger. Vi er ikke her, fordi tingene nødvendigvis er afsluttet, siger han under en pause i forhandlinger i den schweiziske by Geneve.

Udenrigsministrene fra USA, Rusland, Kina, Frankrig, Storbritannien og USA, har i løbet af morgenen sluttet sig til forhandlingerne.

De vestlige landes mål er at begrænse det iranske atomprogram så meget, at styret i Teheran ikke får mulighed for at udvikle atomvåben. Omvendt ønsker Iran, at de internationale sanktioner, som har ramt den iranske økonomi hårdt, lempes.

Hague siger, at nogle af de spørgsmål, som fortsat skiller, var de samme, som man løb ind i under en forhandlingsrunde den 7. til den 9. november.

Men alene den kendsgerning, at stormagternes udenrigsministre er mødt op i Geneve, styrker troen på, at en aftale kan være meget nær og allerede være klar senere lørdag.

USA og Europa har i 10 år forsøgt at få Iran til at ændre kurs i sin atompolitik. Men det er faldet på stengrund i Iran.

Det er navnlig Irans evne til atomberigelse, der er den store bekymring. For det øger Irans muligheder for at udvikle og producere atomvåben.

Tonen mellem parterne er imidlertid ændret markant, siden Hassan Rouhani i juni vandt præsidentvalget i Iran.

/ritzau/