Hague: Krisen i Ukraine er den største i nyere tid

Skrevet af admin

03/03/2014

Dagens topnyheder

Den britiske udenrigsminister, William Hague, mener, at Rusland har skabt en meget farlig situation i Ukraine.

Mandag kalder han krisen i landet for "den største krise i Europa i det 21. århundrede".

Ved samme lejlighed siger han, at Rusland nu har taget operationel kontrol over Krim-halvøen og tilføjer, at han er meget bekymret for, at Rusland sender soldater videre ind i de østlige dele af Ukraine.

Udenrigsministeren påpeger, at Rusland har juridisk ret til at have tropper på landets baser på Krim-halvøen, men siger, at regeringen i Kreml bør beordre al militær tilbage til disse baser.

- Vi er meget bekymret over enhver mulighed for yderligere oprustning fra Rusland ind i andre dele af Ukraine, men det betyder ikke, at situationen i Krim er stabil, siger William Hague i et interview med BBC.

Slutteligt siger udenrigsministeren, at Ruslands intervention i Ukraine har "skabt en meget anspændt og farlig situation".

Udtalelserne kommer blot få timer før, EU's udenrigsministre holder deres andet krisemøde inden for halvanden uge om Ukraine.

/ritzau/Reuters