Haldor Topsøe efterlader virksomhed i fin form

Et rekordresultat for sidste år og et fremadrettet mål om en kraftig stigning i omsætningen. Erhvervsikonet Haldor Topsøe efterlader sig et livsværk i form af en virksomhed i fin form, der er klar til at vokse yderligere.

Et blik i regnskaberne for Haldor Topsøe de senere år viser, at selskabet har lagt de magre år bag sig, og med en ny strategiplan fra sidste efterår er virksomheden klar til vækst i de kommende årtier.

I 2012 omsatte Haldor Topsøe for 5,24 mia. kr. og det var ny rekord. Selskabet laver katalysatorer, der bruges til fremstilling af kunstgødning, på olieraffinaderier og til røgrensning, men eksempelvis også til at rense olie for svovl, kvælstof og andre forurenende og giftige stoffer.

Haldor Topsøe lever af de miljø- og fødevaremæssige udfordringer verden har. Og det er en god forretning i disse år. OG hvis virksomheden skal holde egne målsætninger skal nye rekorder på både omsætning og bundlinje vælte frem i de næste år.

Mere præcist skal virksomheden fordobles i størrelse hvert femte år. Den ambition har Haldor Topsøe selv være med til at sætte.

»Vi har opstillet en analyse af de produkter, vi vil være aktive i, og som vi kan levere katalysatorer, licenser og anlæg til. Og så har vi sagt, at vi med den aktivitet og den baggrund vi har, ikke kan være bekendt om så og så mange år ikke at have en så og så stor omsætning,« sagde Haldor Topsøe i et interview med Business Søndag for et år siden.

»Vi tror, at vi har kræfter til at fordoble omsætningen hvert femte år, indtil vi når måske 25 til 30 mia. kroner, og det er bestemt ikke et slutmål,« sagde han videre.

Selskabet blev stiftet tilbage i 1940 og der har været set mindre godt ud undervejs. I en lang række år var der italiensk medejer, men de blev købt ud tilbage i 2007.

Sidste år lavede selskabet en større organisationsændring, så det i langt højere grad rent kommercielt kan udnytte de fire globale megatrends energi, klima. miljø og fødevaremangel.

Samtidig opruster virksomheden med en øget tilstedeværelse i de lande, hvor væksten er og ventes at komme. Selskabet eksporterer stort set hele produktionen, og det er specielt gået godt i de nye udviklingslande.

Det er solid fremgang i eksporten til de såkaldte BRIK-lande i form af eksempelvis Brasilien og Rusland, men virksomheden erkender ligeledes, at hvis vækstrater på over 15 pct. om året skal nås, skal der vor alvor tænkes nyt.

»Det forudsætter, at vi fortsætter fremgang på vores nuværende forretningsområder, men også at vi går ind på nogle nye områder. Det kan eksempelvis være materiale til batterier og eller vi kan satse yderligere på biomasse, der kan omdannes til forskellige kemikalier,« sagde den nuværende topchef Bjerne S. Clausen, da Haldor Topsøe fremlagde årsregnskab for 2012 i marts.

Dagens Gossip