Halloween-weekend bliver lys og lidt lun

Skrevet af admin

30/10/2015

Dagens topnyheder

Selvom der fredag morgen ligger tåge flere steder i landet, ser weekenden ud til at blive lys og lidt lun.

- Der skal nok komme sol. Spørgsmålet er bare, hvor meget de højtliggende skyer vil forstyrre, siger Anja Bodholdt, vagthavende meteorolog ved DMI, til Ritzau.

Fredag bliver dog forholdsvis grå.

- Dagen i dag byder på ret mange skyer. Det er nok det overvejende billede. Tågen forsvinder i løbet af formiddagstimerne. Herefter bliver det lysere i vejret og måske et kig til solen, lyder det fra Anja Bodholdt.

Temperaturen kommer til at ligge på 10-13 grader med svag til jævn sydøstlig vind.

Halloween eller allehelgensaften, der bliver fejret lørdag, forbindes med mørk uhygge, men det bliver der ikke meget af i løbet af dagen.

- Lørdag starter det igen skyet, men efterhånden klarer det op fra syd. Det bliver nok en sløret sol, hvis man kan sige det sådan. Der er nogle højtliggende skyer, så det bliver ikke strålende sol, men det bliver lyst i vejret, og man kan nok ane solen gennem skyerne, siger Anja Bodholdt.

Skal man, som den amerikanske tradition foreskriver, gå udklædt fra hus til hus, slipper man også for at trække i regntøjet. Faktisk burde det holde tørt hele weekenden. Til gengæld kan uhyggen understreges med tåge.

- Natten til søndag bliver det mere skyet, og der vil også kunne dannes tåge, men billedet søndag er det samme fra de andre dage, hvor det starter ud med skyer til mange, men derefter klarer op fra syd i løbet af dagen, siger Anja Bodholdt.

Når solen har svært ved at bryde igennem skyerne, skyldes det blandt andet årstiden. Solen står ikke så højt på himlen på denne tid af året og har derfor problemer med at trænge igennem, forklarer den vagthavende meteorolog.

/ritzau/