Halvdelen af HKerne frygter at blive overflødige

Således svarer 46 procent af medlemmerne, at de i høj, nogen eller mindre grad er nervøse for at blive overflødige på deres arbejdsplads.

»Det er skræmmende mange, der er nervøse for at blive hægtet af jobbet. Men heldigvis viser undersøgelsen, at en stor del af medlemmerne er meget fokuserede på efteruddannelse. Det er godt, for opkvalificering er den bedste måde at give sig selv jobsikkerhed på,« udtaler næstformand i HK Privat Marianne Vind i en pressemeddelelse.

I undersøgelsen, som er lavet blandt 1.680 medlemmer, vurderer 26 procent af HKerne, at den største trussel mod deres job er, at udvikling af den ansattes kompetencer ikke prioriteres i virksomheden.

Marianne Vind understreger dog, at både medarbejderne og ledelsen har et ansvar for, at de ansatte kommer af sted på uddannelse og får ny viden med hjem til virksomheden.

»Det giver ingen mening, at arbejdsgivere agerer stopklods for medarbejdernes kompetenceudvikling. Det er den direkte vej til røde tal på bundlinjen. I stedet skal der være en kultur, hvor firmaet støtter, at medarbejderne uddanner sig. Medarbejderne bliver dygtigere, og så tjener virksomheden flere penge,« siger hun.

Dagens Gossip

Dagens TV