Halvdelen af løverne i Vestafrika kan være væk om 20 år

Løvebestanden på dele af det afrikanske kontinent kan inden for 20 år være halveret.

Den største risiko har bestanden i det vestlige Afrika, hvor jægere skyder løver, og hvor mennesker bygger byer og opdyrker land de steder, hvor løverne ellers skulle jagte antiloper.

Det er forskere, som har fulgt Afrikas løver i de seneste 20 år, som har udarbejdet en dyster rapport om situationen. Den offentliggøres i magasinet US Proceedings of the National Academy of Sciences (PNAS).

Her slår forskerne alarm over fremtiden for de anslået 200.000 vilde løver rundt om på det afrikanske kontinent.

Det eneste område, hvor løverne ser ud til at klare sig, er i de sydlige lande Botswana, Namibia, Sydafrika og Zimbabwe.

Her arbejdes der med at bevare løvebestanden, som også vokser.

Forskerne mener, at der i midten af forrige århundrede var 10 gange flere løver spredt ud over Afrika end i dag.

- Mange løvebestande er enten forsvundet eller ventes at forsvinde inden for de næste par årtier. Det kan være, at bevarelsesarbejdet for løver i det sydlige Afrika betyder, at der snart vil være flere løver her end i de kendte savannelandskaber i det østlige Afrika, hedder det i rapporten.

En af forskerne bag rapporten er Philipp Henschel fra organisationen Panthera i New York. Han siger, at der nu kun findes løver i omkring 25 procent af de områder, hvor de førhen levede.

Og det er så mest kritisk i det vestlige Afrika, hvor det er gået ned ad bakke siden 1990.

Nu kendes der kun to store grupper af løver i Vestafrika. Den ene lever i Cameroun, mens den anden holder til på grænserne mellem Benin, Burkina Faso og Niger.

Bestanden her ventes halveret inden for 20 år, og det skyldes så ifølge forskerne jagt eller menneskets trang til at leve i byer og opdyrke land.

Forskerne mener, at situationen i Vestafrika giver basis for, at løverne i det centrale og østlige Afrika skal regnes for regionalt truede dyr

/ritzau/AFP

Dagens Gossip