Halvdelen af USA's kongres er millionærer

Skrevet af admin

11/01/2014

Mest læste i dag

For første gang nogensinde er et lille flertal af medlemmerne i den amerikanske kongres millionærer, viser en ny analyse.

Mindst 268 ud af de i alt 534 personer i Kongressens to kamre - Repræsentanternes Hus og Senatet - havde en nettoindtjening på minimum en million dollar i 2012.

Enkelte af de folkevalgte tjente flere hundrede millioner dollar, viser løngennemgangen, der er foretaget af Center for Responsive Politics.

- Medlemmer af Kongressen har længe været langt rigere end den typiske amerikaner, lyder det fra centret, der undersøger pengestrømme i amerikansk politik.

Men Center for Responsive Politics noterer sig, at et flertal af millionærer i USA's kongres "repræsenterer et skelsættende øjeblik i en tid, hvor lovgiverne diskuterer emner som dagpenge, madkuponer og mindsteløn".

Hvis man sammenligner den gennemsnitlige indkomst blandt Demokraterne og Republikanerne i Kongressen, er tallet næsten det samme. Demokraterne tjente i gennemsnit få hundrede tusinde dollar mere end republikanere i 2012.

Den gennemsnitlige indkomst er steget i forhold til året før, hvor 48 procent af politikerne var millionærer.

Ifølge analysen er republikanske Darrell Issa, der er medlem af Repræsentanternes Hus, den mest velhavende person i Kongressen. Han har tjent en formue på et bilalarm-system, og i 2012 tjente han hele 464 millioner dollar.

I den anden ende af lønningslisten finder man republikaneren David Valadao fra Californien. Han endte i 2012 med et negativt resultat på 12,1 millioner dollar på grund af gæld hos familiens landbrug.

/ritzau/AFP