Halvdelen har tjekket årsopgørelsen allerede

Skrevet af admin

09/03/2015

Dagens topnyheder

Mandag morgen blev der åbnet helt for sluserne hos Skat, der har lagt 4,4 millioner skatteborgeres årsopgørelser ud, så danskerne kan se, om de skal have penge tilbage eller betale restskat.

Og omkring klokken 10 havde halvdelen - svarende til godt 2,25 millioner personer - også allerede været inde for at kigge.

På det tidspunkt var ventetiden på skat.dk omkring 20 minutter, og for dem, der havde behov for at komme igennem på telefonerne, var der seks minutters ventetid på at komme igennem til en af de 450 medarbejdere, der var afsat til formålet.

Det er underdirektør John Willemoes Ladefoged tilfreds med.

- Det går ret godt. Systemerne er oppe, og vi mærker ikke, at vi får en masse opkald, som skyldes systemfejl. Vi får relevante spørgsmål og får de rigtige spørgsmål igennem, siger han.

Som noget nyt tilbyder Skat også, at man kan stille spørgsmål på Facebook, og det har der vist sig at være efterspørgsel efter.

- Vi havde sat 15 mand af til formålet, og jeg var ærligt talt i tvivl om, hvorvidt der overhovedet var brug for dem alle.

- Det har der heldigvis været, og den positive udfordring er, at vi faktisk får flere spørgsmål, end de 15 kan nå at svare på, siger underdirektøren.

Allerede fredag åbnede Skat i et forsøg på at tage det værste tryk så småt for, at folk kunne logge ind på hjemmesiden.

Det medførte periodevise ventetider på over en time for de utålmodige, og søndag formiddag måtte Skat genstarte sine servere på grund af belastningen.

I øvrigt viser tallene fra Skat, at mere end hver fjerde, som har tjekket årsopgørelsen via skat.dk, har brugt mobiltelefon eller tablet.

/ritzau/