Halvfærdig mad hitter

Det er især sund mad, der allerede er hakket, skrællet eller på anden vis klargjort, som danskerne er vilde med. Salget af det såkaldte convenience food er steget med 8,6 procent på bare et år, hvilket ifølge dr.dk svarer til, at der det seneste år er blevet brugt 880 millioner kroner på forarbejdet sund mad som for eksempel revne gulerødder og formede hakkebøffer.

»Det er folk, som har travlt og hellere vil bruge den sparsomme fritid sammen med familien i stedet for at stresse over indkøb og madlavning,« siger direktør for firmaet retnemt.dk, Klaus Toft Nørgaard, til dr.dk.

Hans firma, der leverer råvarer til hurtige middagsretter, har også oplevet danskernes stigende interesse for den forarbejdede mad. Siden 2008 har firmaet nemlig haft en vækst på 57 procent.

Nye tal fra Tulip viser dog, at danskerne også stadig er glade for de helt færdige retter som frosne pizzaer: Siden sidste sommer blev der således brugt 1,35 milliarder kroner på færdige retter i danske supermarkeder, hvilket ifølge dr.dk er en stigning på 15 procent siden 2011.

Dagens Gossip