Halvt så mange danskere fik fyresedler

I juni fik halvt så mange danskere varslet en fyring end i måneden før, oplyser Arbejdsmarkedsstyrelsen. I alt blev der i juni varslet 423 fyringer, og det er laveste antal i år.

Normalt falder antallet af fyringsvarsler dog op til sommerferien, men hvis tallet renses for sæsonudsving, så er der fortsat tale om et fald på knap 400 til 507 varslede fyringer.Ifølge økonom Jens Nærvig Pedersen fra Danske Bank blev der i årets første seks måneder er der blevet varslet 5.323 fyringer.

»Det er 1.500 færre end i det første halvår sidste år, 600 færre end i løbet af de første seks måneder af 2011, 800 færre end i 2010 og næsten 12.000 færre end i første halvår 2009. Vi skal faktisk helt tilbage til 2008, før krisen for alvor brød ud, for at finde et halvår med færre fyringsvarsler. Her blev der varslet 4.836 fyringer,« skriver Jens Nærvig Pedersen i en kommentar, der konkluderer, at det går den rigtige vej for arbejdsmarkedet i øjeblikket.

Samtidig viser tal fra Dansk Arbejdsgiverforening, DA, at virksomhederne i løbet af vinteren og foråret ikke fik besat 9.400 opslåede stillinger. Det er næsten dobbelt så mange som i den tilsvarende periode i fjor. Og dermed er antallet af forgæves rekrutteringer på det højeste niveau siden krisen, oplyser DA.

Tallene viser konkret, at antallet af forgæves jobopslag er steget fra 5.000 til de 9.400 på et år, samt at de fleste forgæves jobopslag findes i brancherne handel, rejsebureau, rengøring, service og bygge og anlæg.

Dagens Gossip