Hamas beskyldes for tortur

Skrevet af admin

13/11/2013

Dagens topnyheder

Den islamiske gruppe Hamas har anholdt og torteret snesevis af palæstinensere i Gazastriben over de seneste par uger, lyder anklagen fra en palæstinensisk menneskeretsgruppe.

Ifølge oplysningerne er de mange fanger anholdt af politiske årsager.

Gruppen Palæstinensisk Center for Menneskerettigheder fordømmer det, som gruppen kalder "anholdelseskampagnen lanceret af Hamas' interne sikkerhedstjeneste.

Hamas er en radikal islamisk gruppe, som sidder på kontrollen i det palæstinensiske område Gazastriben, hvor Hamas har nedsat sin egen lokalregering.

Menneskeretsgruppen siger, at bølgen af anholdelser er sket i ugerne forud for planlagte demonstrationer mod Hamas på årsdagen for den gamle palæstinenserleder Yasser Arafats død.

Han døde den 11. november 2004.

Demonstrationen var planlagt af den mere verdslige palæstinensiske gruppe Fatah, som Arafat tilhørte, og som regerer i de palæstinensiske områder på Vestbredden.

Men den blev ikke til noget. Hamas sagde, at Fatah havde afvist at koordinere planerne med Hamas.

Men menneskeretsgruppen siger i sin anklage, at nogle af de, der er blevet anholdt og torteret i de seneste uger, er aktivister fra Fatah, ligesom også børn skal være blandt ofrene.

- De blev torteret, herunder slået på hænder og fødder med kæppe, stukket over alt på kroppen, lagt i lænker og tvunget til at stå op i mange timer, siger gruppen.

- Andre blev tvunget til at underskrive erklæringer om, at de ville overholde love, ikke samles for at demonstrere, ikke opholde sig i områder, hvor der er friktion med politiet, og ikke tilskynde folk til at gå imod regeringen, siger gruppen.

/ritzau/