Hamas fordømmer ny premierminister

Abbas har søndag udpeget den politisk uafhængige universitetspræsident Rami Hamdallah som premierminister, oplyser kilder i det palæstinensiske selvstyre på Vestbredden.

Udnævnelsen er straks blevet mødt med fordømmelse fra den islamistiske gruppe Hamas, der sidder på magten i Gazastriben og er stærke modstandere af præsidenten og hans sekulære Fatah-bevægelse.

Over for Reuters betegner Hamas-talsmand Fawzi Barhoum udnævnelsen af Hamdallah som »ulovlig« og i strid med Abbas’ løfte om at danne en enhedsregering for de splittede palæstinensiske områder.

På Vestbredden betragter det officielle palæstinensiske nyhedsbureau WAFA imidlertid udnævnelsen af den uafhængige Rami Hamdallah som et tegn på Mahmoud Abbas’ »vilje til forsoning« med Hamas.

54-årige Hamdallah er ph.d. i lingvistik og har siden 1998 været leder af An-Najah Nationale Universitet i Nablus. Han er ifølge biografien på universitetets hjemmeside uddannet på universiteter i Storbritannien.

Rami Hamdallah afløser den vestligt-støttede økonom Salam Fayyad, der har været premierminister for det palæstinensiske selvstyre siden 2007.

Dagens Gossip