Hamas kalder sammenstød med israelere for ny intifada

Skrevet af admin

09/10/2015

Dagens topnyheder

Det er ikke kun voldelige sammenstød og demonstrationer, som er skyld i en optrapning af konflikten i Israel. Nu skærpes ordvalget også i kølvandet på en række knivangreb.

Ismail Haniyeh, chef for Hamas i Gazastriben, siger, at den seneste tids sammenstød på Vestbredden er en ny "intifada".

- Vi opfordrer til at styrke og øge intifadaen.

- Det er den eneste vej, som vil føre til befrielse, siger Ismail Haniyeh under en prædiken i en moské i Gaza City.

Den militante, palæstinensiske gruppe Hamas blev grundlagt i 1987 kort efter, at den første palæstinensiske opstand - intifada - begyndte.

Volden har bredt sig i Østjerusalem og på den besatte Vestbred, inden den torsdag nåede til Tel Aviv.

En række knivangreb har fundet sted den seneste uge, og israelske myndigheder forsøger at stoppe urolighederne.

Fredag morgen stak en israeler fire palæstinensere i byen Dimona i det sydlige Israel.

Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, har fordømt angrebene mod "uskyldige arabere" på det kraftigste.

- Myndighederne vil forfølge alle, som benytter vold og overtræder loven, uanset hvilken side det sker på, lyder det fra ham i kølvandet på angrebet i Dimona.

Fredagens angreb ser ud til at være hævn, efter at mindst 11 palæstinensere udstyret med kniv og andre skarpe genstande er gået til angreb på tilsyneladende tilfældige israelere de seneste dage.

Ingen af palæstinenserne kom alvorligt til skade under fredagens angreb. To af dem har israelsk statsborgerskab, mens de to andre er fra de palæstinensisk områder.

En 20-årig er anholdt for angrebet, og motivet menes at være "nationalistisk" ifølge politiets talsmand Luba Samri.

- Alle arabere er terrorister, skal gerningsmanden have sagt, da han blev anholdt.

Tidligere fredag formiddag blev en 16-årig gammel israeler lettere såret i Jerusalem, da han blev stukket med en kniv af en 18-årig palæstinenser.

/ritzau/AFP