Hamas klar til ny humanitær våbenhvile

Skrevet af admin

27/07/2014

Mest læste i dag

Hamas meddeler, at organisationen er gået med til en ny humanitær våbenhvile med Israel i Gaza fra klokken 14.00 lokal tid søndag (klokken 13.00 dansk tid).

- Som svar på FN's indgriben og af hensyn til vores befolkning og i anledning af Eid (afslutningen på ramadan) er der blandt modstandsgrupperne enighed om at støtte en 24 timer lang humanitær våbenhvile fra klokken 14.00 søndag eftermiddag, siger Hamas-talsmanden Sami Abu Zuhri til Reuters.

Der er ikke umiddelbart nogen israelsk erklæring om en våbenhvile.

Israelerne afbrød deres egen våbenhvile tidligere søndag, da Hamas affyrede en del raketter ind over det sydlige og centrale Israel. Israelske kampvogne og artilleri genoptog derefter beskydningen af mål i Gaza.

Palæstinensere i området siger, at der blev sendt mange granater mod et område øst for Gaza City, og der blev øjeblikkeligt sendt ambulancer mod stedet. Der var rapporter om mindst tre dræbte ved separate angreb.

Siden den midlertidige våbenhvile udløb lørdag aften, havde Hamas affyret adskillige raketter mod det sydlige Israel.

Søndag morgen blev en israelsk soldat dræbt nær Gazastriben af en granat affyret fra palæstinensisk side, oplyser det israelske militær.

Dermed er i alt 43 israelske soldater blevet dræbt, siden Israels offensiv mod Gazastriben blev sat i gang 8. juli. Derudover har konflikten kostet tre civile israelere livet, mens omkring 1050 palæstinensere er blevet dræbt.

/ritzau/AFP