Hamas overvejer stadig egyptisk våbenhvileforslag

Skrevet af admin

15/07/2014

Mest læste i dag

Hamas diskuterer tilsyneladende fortsat et forslag om våbenhvile i Gaza, som blev fremlagt af Egypten mandag aften.

Sådan lyder fra en af Hamas' topfolk, Moussa Abu Marzouk, der lige nu befinder sig i den egyptiske hovedstad Kairo.

- Vi konsulterer stadig, og der er ikke taget stilling fra officielt hold vedrørende det egyptiske forslag, skriver Moussa Abu Marzouk på Facebook.

Allerede tidligt tirsdag morgen afviste den væbnede gren Hamas, al-Qassam-brigaden, forslaget fra Egypten om en våbenhvile med Israel og kaldte forslaget for "tæt på en vittighed".

Den politiske gren af Hamas afviste umiddelbart også forslaget. De krævede en færdigt udarbejdet aftale, der skal standse volden - ikke blot en midlertidig våbenhvile.

- En våbenhvile uden at nå frem til en aftale bliver afvist. I krigstider lægger du ikke dine våben og forhandler bagefter, sagde talsmand fra Hamas, Fawzi Barhum, tidligt tirsdag morgen.

Israel har godkendt det egyptiske forslag til en våbenhvile.

Mindst 180 palæstinensere er blevet dræbt under de nye uroligheder den seneste uge, hvor Israels militær forsøger at nedkæmpe militante i Gaza, som sender raketter over grænsen til Israel. Op mod 1400 mennesker meldes sårede.

Konflikten i Mellemøsten er blusset op efter 12. juni, hvor tre israelske teenagere blev bortført på Vestbredden. De blev senere fundet dræbt.

Efterfølgende blev liget af en ung palæstinenser fundet, hvilket betegnes som hævn for drabene på de tre israelere.

/ritzau/Reuters