Hamas: Vi er klar til gentage kampen mod Israel

Skrevet af admin

08/08/2014

Dagens topnyheder

Vi genoptager kampene mod Israel, hvis forhandlinger i Kairo om at forlænge våbenhvilen i Gaza kollapser.

Det siger en talsmand for Hamas' militære gren, Qassam-brigaden.

Der forhandles torsdag aften fortsat mellem israelerne og palæstinenserne om at forlænge den 72 timer lange våbenhvile, der udløber klokken syv fredag morgen dansk tid. Forhandlinger finder sted i den egyptiske hovedstad.

- Vi appellerer til den palæstinensiske delegation om ikke at acceptere en våbenhvile, medmindre den tilfredsstiller vores folks krav, siger talsmanden, Abu Obeida.

Han bedyrer, at Hamas-militsfolkene er "klar til at genoptage kampen".

Den tre dage lange våbenhvile, som har holdt, er den foreløbige afslutning på de kampe mellem Israel og Hamas, der har kostet 1886 palæstinensere og 67 israelere livet.

Selv om forhandlingerne har været i gang siden våbenhvilens begyndelse, så er der ikke meldt om fremskridt under forhandlingerne i Kairo.

Fra palæstinensisk side deltager medlemmer af Hamas og den rivaliserende organisation Fatah.

- Vi vil ikke gå med til at stoppe kampene uden en oprigtig afslutning på aggressionen og en ægte ophævelse af belejringen, siger Abu Obeida.

Hamas' vigtigste krav er, at palæstinenserne i Gaza får fri adgang til en havn, siger han.

- Hvis der bliver en aftale, så vil det være muligt at forlænge våbenhvilen, men hvis der ikke kommer én, så vil vi bede delegationen om at trække sig ud af forhandlingerne, understreger han.

/ritzau/AFP