Hamburg har kurs mod sin første nedrykning

Kan du forestille dig en Bundesliga uden Hamburger Sport-Verein?

Det var den kriseramte klubs sportsdirektør, Oliver Kreuzer, der stillede spørgsmålet i Der Tagesspiegel i sidste uge, og for mange ældre fodboldfans vil det formentlig være utænkeligt.

Men hvis man kigger i bundesligatabellen er det endog særdeles realistisk, at tiden i den bedste række er ved at rinde ud for den eneste klub, der har været med i samtlige sæsoner siden Bundesligaens oprettelse i 1963.

HSV ligger tredjesidst og er i alvorlig nedrykningsfare efter en skrækkelig sæson, hvor en trænerfyring i september og den efterfølgende ansættelse af den erfarne hollænder Bert van Marwijk ikke har givet nogen synlig effekt.

- Mange er faldet i søvn her. Vi må se at vågne op, siger Bert van Marwijk ovenpå en forårspremiere, der bød på et deprimerende 0-3-nederlag hjemme til Schalke 04.

Dermed peger den pressede træner ikke blot på sine spillere, men også på klubben som helhed.

Hamburger SV hører til blandt landets gamle storklubber, men mange af nutidens fodboldfans var ikke født, da den sidst vandt mesterskabet.

Det var i 1983, og samme år triumferede klubben i Europa Cuppen for mesterhold, da Juventus blev slået med 1-0 i finalen.

- Det er en klub, der leder efter den gamle storhedstid, og det gjorde den allerede, da jeg var der, siger den tidligere HSV-spiller Stig Tøfting, der fortsat besøger klubben jævnligt.

Siden Tøfting forlod Hamburg i 2002, har 11 forskellige trænere forsøgt at få nordtyskerne på ret kurs, men opturene varer aldrig ved.

- Som udenforstående er det svært at forstå, at de ikke kan få det til at fungere. De har en kæmpe opbakning og har udsolgt med 50.000 tilskuere til næsten alle deres hjemmekampe, siger Stig Tøfting.

- Der har altid været en masse uro på de indre linjer, og en masse ting slipper ud til offentligheden, som burde været blevet internt. Den konstante uro kan være med til at afskrække spillere fra at skifte til HSV, siger den tidligere landsholdsspiller.

Adskillige gange har ledelsen besluttet at rydde op og starte forfra, men det er svært at overbevise omgivelserne om det fornuftige i en fremtidsplan, der måske giver succes om fem år.

- Man har været alt for utålmodig og hele tiden sat sig selv under pres. Derfor er der blevet taget for mange forkerte beslutninger, siger sportsdirektør Oliver Kreuzer.

Da HSV i 2008 havde mulighed for at få fingre i den ombejlede Mainz-træner Jürgen Klopp, valgte klubben at sige nej tak, fordi konstant ubarberede Klopp gav et sjusket indtryk og var kendt som én, der altid var sidste mand ude på træningsbanen.

I stedet valgte man Martin Jol, der holdt én sæson, mens Klopp tog til en anden falmet storklub, Borussia Dortmund, og førte den derop, hvor HSV i 30 år har drømt om at være.

Lørdag rejser nordtyskerne til Hoffenheim til et bundbrag mellem to hold i krise.

Et nyt Hamburg-nederlag, og Bundesligaen vil være tættere på at måtte tage afsked med sin sidste dinosaurus.

- Klubben er i allerhøjeste grad i nedrykningsfare, konstaterer Stig Tøfting.

/ritzau/

Dagens Gossip