Hamburg slår Berlin om tysk OL-kandidatur

Det kan nærmest blive OL på hjemmebane for de danske atleter, når sommerlegene i 2024 skal holdes.

I hvert fald hvis den nordtyske Hamburg får værtskabet.

Første skridt derhen blev taget mandag aften, da bestyrelsen i den tyske olympiske komité (Dosb) anbefalede Hamburg som tysk kandidat til værtskabet i 2024 frem for Berlin, som ønskede at få OL til den tyske hovedstad.

Nu skal de resterende medlemmer af Dosb endeligt godkende anbefalingen.

Det vil i givet fald være første gang, at Hamburg bliver OL-vært. Det har Berlin allerede prøvet i 1936.

Boston og Rom har allerede officielt søgt om værtskabet.

Deadline for ansøgning er 15. september i år, og Paris, Doha, Istanbul og Baku anses for at være andre mulige kandidater.

/ritzau/

Dagens Gossip