Hamilton og Rosberg trues med fyring

Skrevet af admin

05/09/2014

Dagens topnyheder

Stemningen er trykket hos Mercedes, selvom Formel 1-teamets to kørere, Nico Rosberg og Lewis Hamilton, ligger henholdsvis nummer et og to i den samlede VM-stilling.

Begge stjerner trues med fyringer, hvis ikke de kan finde ud af at være teamkammerater, lyder det fra Mercedes-boss Toto Wolff i forbindelse med weekendens italienske grandprix på Monza-banen.

Rosberg og Hamilton kolliderede ved det seneste løb i Belgien, hvilket i sidste ende betød, at Hamilton udgik, mens den VM-førende Rosberg trods alt kørte andenpladsen hjem.

- Vi har gjort det klart for dem, at det er et uacceptabelt scenarie for os, faktisk for begge kørere. Vi vil ikke have, at det skal ske igen, og konsekvenserne er ret nemme.

- Hvis vi ikke er i stand til at styre dem begge og få dem til at følge holdånden hos Mercedes-Benz Racing, så må vi erkende det, tage beslutninger, og konsekvensen vil formentlig være at have en anden holdsammensætning, siger Toto Wolff til BBC Radio.

Der resterer syv løb af sæsonen. Rosberg topper med 220 point efterfulgt af Hamilton med 191 point.

/ritzau/