Hamilton på pole - Farcen fortsætter hos Red Bull

For under kvalifikationen oplevede det ellers så succesrige formel 1-team igen at blive involveret i endnu en farceagtig situation.

Det stod klart, efter Mark Webber pludselig måtte parkere sin Red Bull-racer på et afsides baneareal midt under sit forsøg på at sætte en hurtig omgangstid i Q2 i kvalifikationen.

I stedet måtte en forundret Mark Webber forlade sin racer og skuffet traske mod pitten uden at kunne gøre hverken fra eller til.

Årsagen var såre simpel. Læskedrik-koncernens mekanikere havde ganske enkelt ikke hældt nok benzin på Mark Webbers racer. Og derfor blev australieren diskvalificeret og må nu starte løbet i Kina fra sidste startposition eller fra pitlane.

Ikke just den oprejsning, Mark Webber havde håbet på, efter han i det seneste løb i Malaysia måtte se sig slået af holdkammeraten Sebastian Vettel, da tyskeren ignorerede en klokkeklar teamordre om at lade Mark Webber køre i mål som vinder.

En episode, som angiveligt har ført til et iskoldt arbejdsklima nede i Red Bulls garage.

I øvrigt fik Sebastian Vettel heller ikke en drømmestart på Kinas grand prix. Her må tyskeren nøjes med en startposition som nummer ni i søndagens race. 

Helt i front sikrede englænderen Lewis Hamilton Mercedes teamets første pole position, mens Lotus' Kimi Raikkonen starter som nummer to.

Top 10 efter lørdagens kvalifikation i Kina:

1. Lewis Hamilton (Mercedes)

2. Kimi Raikkonen (Lotus)

3. Fernando Alonso (Ferrari)

4. Nico Rosberg (Mercedes)

5. Felipe Massa (Ferrari)

6. Romain Grosjean (Lotus)

7. Daniel Ricciardo (Toro Rosso)

8. Jenson Button (McLaren)

9. Sebastian Vettel (Red Bull)

10. Nico Hulkenberg (Sauber)  

 

 

 

Dagens Gossip