Hamrén havde helst undgået Danmark i EM-playoff

Skrevet af admin

18/10/2015

Dagens topnyheder

Den svenske fodboldlandstræner, Erik Hamrén, lader ikke til at være alt for begejstret for Danmark som modstander i to EM-playoff-kampe i næste måned.

- Jeg havde nok ikke valgt Danmark, hvis jeg havde fået lov til at vælge, siger han ifølge nyhedsbureauet TT til svensk TV4's Fotbollskanalen.

Hamrén, der har en fortid som mestertræner for AaB, havde foretrukket Slovenien, Norge eller Irland frem for Danmark i kampen om at sikre sig en EM-billet til slutrunden i Frankrig næste år.

Hamréns manglende begejstring, selvom han råder over superstjernen Zlatan Ibrahimovic i angrebet, hænger nok sammen med, at Sverige ikke har vundet over Danmark i de seneste fem kampe.

Her er det blevet til fire danske sejre, og Sverige har endda ikke scoret i de kampe.

- Jeg har tidligere sagt, at det er 50/50 mod alle holdene, og det står jeg ved, siger Hamrén, inden han kommer med udtalelsen om, at en anden modstander end Danmark havde været bedre.

- Men det handler om at se muligheden, se chancen og ikke ærgre sig, tilføjer Hamrén.

Han har respekt for det danske hold, selvom Danmark i holdets EM-kvalifikationsgruppe sluttede efter både Portugal og Albanien.

- Det er et godt hold. Danmark har flere dygtige spillere i truppen, præcis som vi har. Flere stærke spillere, som kan afgøre det her, siger Hamrén.

Sverige har hjemmebane i den første kamp, mens returkampen spilles i Parken i København.

I de øvrige tre playoff-kampe om at komme til EM mødes Ukraine-Slovenien, Bosnien-Irland og Norge-Ungarn. De fire samlede vindere tager de sidste billetter til EM.

Danmarks første playoff-kamp mod Sverige er fastlagt til 14. november, og der er returopgør tre dage senere.

Sverige-Danmark spilles i Stockholm 14. november. Danmark-Sverige spilles i Telia Parken i København 17. november.

/ritzau/