”Han har jo HIV! Er du ikke bange?”

Cana Buttenschön er mor til to, i øjeblikket på barsel - og så lever hun med sin mand, Thomas, der har HIV. Det har hun skrevet om på bloggen Mortilto, hvorfra Dagens.dk har fået lov til at bringe et blogindlæg i anledning af World Aids Day.

I foråret 1985 kom Thomas til verden. En lille, lækker baby med en Zambiansk mor og en dansk far. Han var lavet af kærlighed.

En kærlighed, som senere skulle vise sig at være livsfarlig.

Thomas blev født med hiv. En smitte, som både hans far og mor havde. Og som de henholdsvis ni og ti år senere døde af.

Ligesom virkelig mange andre verden over.

I mange år anede lægerne ikke hvad de skulle stille op med denne farlige virus, som nedbrød de smittedes immunforsvar, som derfor ikke kunne bekæmpe almindelige sygdomme som influenza eller lungebetændelse, hvilket medførte at mange døde. Spisesedlerne var ofte fyldt op af nye katastrofer forårsaget af hiv og skræmmekampagnerne overfor de unge mennesker var massive.

I 1996 fandt man trestofsbehandlingen, som er den behandling man også anvender i dag. Den kan ikke fjerne hiv-smitten, men den kan minimere den. Hiv-smittede kan med denne behandling leve fuldstændigt almindelige liv.

Thomas voksede – trods sin sygdom – op og blev voksen. Ingen havde turdet tro på det. Men det skete.

Og så mødte han mig. Mig, som nu er blevet mor til hans to børn.

Da vi lærte hinanden at kende, blev jeg ofte konfronteret med ”Han har jo HIV! Er du ikke bange?” Nej, det er jeg ikke. Og jeg har heller ikke været det.

Siden man fandt ud af hvordan hiv-smitten skulle behandles, er der i min optik ikke længere noget at være bange for. Virusmængden i den velbehandledes blod er så lille, at den kaldes umålelig. Altså, nærmest ikke-eksisterende.

Af etiske årsager kan man selvfølgelig ikke lave randomiserede undersøgelser på hvorvidt en velbehandlet hiv-smittet kan smitte sin partner eller ej, men man mener faktisk, at velbehandlede ikke kan smitte. Og helt ærligt, så tror jeg på det. Jeg tror så meget på det, at Thomas og jeg nu har fået to børn, som er lavet ethundrede procent naturale. The old fashioned way.

Ingen i familien tænker over, at Thomas er hiv-smittet, for det betyder ingenting i vores liv. Ikke andet, end at Thomas hver dag selvfølgelig skal huske at tage sin medicin, så han fortsat kan være velbehandlet. Ingen af os er bange. Ingen af os er hæmmede. Vi lever fuldstændigt som alle andre.

For mig at se, er det værste ved hiv i virkeligheden stigmatiseringen omkring sygdommen. En stigmatisering, som jeg forstår, sygdommens tidligere alvorlighed taget i betragtning. Men kom nu ind i kampen, venner. Verden er ikke længere som dengang i midtfirserne, hvor rigtig mange døde som følge af hiv. Det er ikke længere farligt, hvis man får den rette behandling.

Rigtig glædelig World Aids Day – 1.december 2014.

Kys fra Cana

Tidligere på året fortalte Thomas selv om, hvordan det er at være HIV-smittet i to meget delte opslag på Facebook. I dagens anledning har han repostet det på Facebook.

 
(function(d, s, id) { var js, fjs = d.getElementsByTagName(s)[0]; if (d.getElementById(id)) return; js = d.createElement(s); js.id = id; js.src = "//connect.facebook.net/da_DK/all.js#xfbml=1"; fjs.parentNode.insertBefore(js, fjs); }(document, 'script', 'facebook-jssdk'));

Opslag af Thomas Buttenschøn.

Dagens Gossip