Han skal synge den nye "Bond"-sang

Skrevet af admin

08/09/2015

Mest læste i dag

Forførende kvinder drysser ned i et sammensurium af pistoler og pinsler, når den klassiske åbningssekvens starter en ny og hæsblæsende James Bond-film.

Det sker altid til et storladent soundtrack, og tirsdag blev det så endelig officielt, hvem der synger åbningsbraget til den kommende "Spectre"-film.

Efter adskillige spekulationer bekræfter den britiske crooner Sam Smith endelig, at det er ham, som står bag åbningsballaden "Writing's on the Wall".

- Det er et af højdepunkterne i min karriere. Jeg er så begejstret over at være en del af denne ikoniske, britiske arv og blive en del af de musikere, som er blandt mine største inspirationskilder, afslører den blot 23-årige stjernesanger på Instagram.

Både sangerinderne Ellie Goulding, Lana Del Rey og rockbandet Radiohead var med i opløbet om at lave "Bond"-sangen, skriver bbc.com.

- Jeg er så lettet over endelig at kunne snakke om det - det har faktisk været min egen tophemmelige mission, tilføjede Smith i radioprogrammet "The Radio 1 Breakfast Show with Nick Grimshaw" og afslørede, at "missionen" startede i januar.

- Jeg blev kaldt ind til filmens ene producer, Barbara Broccoli, og instruktøren, Sam Mendes, og de gav mig manuskriptet, som jeg læste, og så sagde de, at jeg skulle prøve at give det et forsøg, fortalte den Grammy-vindende stjerne og fortsatte:

- Det er den hurtigste sang, jeg nogensinde har skrevet. Det tog mig 20 minutter, og de elskede den - og jeg elsker den også, jublede Sam Smith.

Sangerinden Adeles soundtrack til den seneste Bond-film, "Skyfall", vandt i øvrigt en Oscar-statuette for bedste sang.

Sam Smiths sang, "Writing's on the Wall", udkommer 25. september, mens "Spectre" kan ses i de danske biografer fra 30. oktober.

Daniel Craig indtager igen rollen som agent 007 med licens til at dræbe, mens superskurken spilles af den dobbelte Oscar-vinder Christoph Waltz. Også danske Jesper Christensen er på rollelisten.

Se billedet her: https://instagram.com/p/7XEimKx2S7/?taken-by=samsmithworld

/ritzau/FOKUS