Handelsaftale kan give tusindvis af nye danske job

Det formelle startskud til forhandlingerne om en frihandelsaftale mellem USA og EU vil sandsynligvis lyde allerede den 17.-18. juni i forbindelse med G8-topmødet Nordirland. Og blandt andre dansk industris interesseorganisation, DI, har store forhåbninger til en aftale.

"Aftalen kan blive en ”game changer for verdenshandlen. Dansk Industri går helhjertet ind for en transatlantisk frihandelsaftale. Vi har i mange år arbejdet for at knytte tættere handelsmæssige bånd mellem Europa og USA, som vi har så mange fælles værdier med. En frihandelsaftale vil indebære store og åbenlyse fordele for begge parter," siger direktør Thomas Bustrup, DI.

Ifølge DI vil en handelsaftale reducere virksomhedernes handelsomkostninger og samtidig øge samhandlen på tværs af Atlanten markant. EU-Kommissionen forventer, at en aftale vil kunne resultere i en eksportvækst på 28 procent. Udenrigsministeriet anslår på den baggrund, at den samlede danske eksport til USA med en aftale kan øges med 20-25 milliarder kroner. Det svarer til ca. 12-14.000 nye danske job, anslår DI.

EU-landene blev sent fredag aften enige om at tage hul på forhandlingerne med USA om en frihandelsaftale. De 27 lande nåede til enighed efter et møde, der ifølge handels- og investeringsminister Pia Olsen Dyhr (SF) strakte sig over 12 timer og 44 minutter.Et af de emner, der trak fredagens forhandlinger i langdrag, var spørgsmålet om, hvorvidt den audiovisuelle sektor - det vil sige film, musik og spil - skulle med i aftalen eller ej. Franskmændene ville ikke have sektoren med i aftalen, fordi de frygter, at en frihandelsaftale med USA ville tage livet af diverse filmstøtteordninger.

"Det er ærgerligt, at det er lykkedes Frankrig at få undtaget det såkaldte audiovisuelle område fra forhandlingerne, dvs. film, tv og musik. Frankrig frygtede, at europæiske kulturstøtteordninger vil komme under pres i forbindelse med forhandlingerne. Vi mener slet ikke, at europæisk film og kultur ville være truet. Undtagelsen er altså overflødig, men nu risikerer vi, at amerikanerne som konsekvens heraf vil kræve, at der også er emner, de ikke vil forhandle om, der måske er vigtige for os europæere," siger Thomas Bustrup fra DI

Dagens Gossip