Handelsskoleelever: Reform svækker uddannelser

Skrevet af admin

25/02/2014

Mest læste i dag

Reformen af erhvervsuddannelserne vil føre til ringere uddannelser. Det mener formanden for Landssammenslutningen af Handelsskoleelever, Zacharias Polonius.

Det er især halveringen af den to-årige HG-uddannelse, der får alarmklokkerne til at ringe hos formanden.

- Denne reform, og halveringen af HG'en, svækker både de stærke og svage elevers uddannelse markant. Det kan godt være, at eleverne få en smule mere undervisning om ugen, men det klinger meget hult, når de kun skal gå i skole halvt så meget, siger Zacharias Polonius.

- Jeg kan simpelthen ikke se, hvordan den her reform på nogen måde skulle skabe højere uddannelsesniveau.

Zacharias Polonius er også utilfreds med de manglende elevpladser, og mener, at faldet i undervisningstimer vil svække det faglige niveau og gøre eleverne mindre attraktive over for virksomheder.

- Halveringen af de merkantile uddannelser vil uden tvivl gøre det endnu sværere for handelseleverne at finde en elevplads, der imødekommer erhvervslivets strenge krav, siger Zacharias Polonius.

Han mener derfor, at virksomhederne fremover skal "vænne sig til, at elevernes faglige niveau bliver markant lavere, end de er vant til".

/ritzau/