Handelsskoleleder om ulykke: Heldigt der ikke skete mere

Det fortæller Ole Svit, der er direktør for Videndjurs og dermed øverste leder af Handelsgymnasiet i Grenaa, til bt.dk. Han blev orienteret om ulykke ved middagstid og har netop fået en ny opdatering om elevernes tilstand.

- Der er en, der har to brækkede ribben, og så er der en, der har fået en lille hjernerystelse. Det er situationen, og det er et rent under, at der ikke er sket mere, siger Ole Svit.

Der befandt sig 50 elever og lærere i bussen, da den forulykkede. Langt de fleste af dem slap fra ulykken med blå mærker og chok som de eneste skader.

- De er stille og roligt ved at komme tilbage til hotellerne fra hospitalerne. Det er konsulatet der tager hånd om situationen derned, og de skal til at ringe rundt til alle forældrene, fortæller Ole Svit.

Eleverne tog til Tyskland den 5. juni og havde planlagt at returnere til Danmark den 12. juni. Da bussen kolliderede med broen søndag formiddag, var eleverne på vej til koncentrationslejren, Dachau. Nu tyder det på, at de ikke kommer derud i denne omgang.

- Den umiddelbare vurdering er, at de kommer hjem i morgen, siger Ole Svit.

Derfor er der nu en bus på vej fra Danmark til München for at hente de chokerede handelsskoleelever hjem.

 

Dagens Gossip