Handicappede: Ekspertise går tabt ved udlicitering

Skrevet af admin

19/02/2014

Dagens topnyheder

Kan det betale sig at lade private virksomheder passe børn, ældre og handicappede.

Det vil finansminister Bjarne Corydon (S) finde ud af, og han har derfor bedt konsulentfirmaet McKinsey tjekke, hvor det bedst kan betale sig for kommunerne at udlicitere opgaver.

Ministeren vil have mere viden om offentlig-privat samarbejde. Men tanken om mere udlicitering af kerneydelser falder ikke i god jord hos Stig Langvad, formand i Danske Handicaporganisationer.

- Man kan se på det på to måder. Principielt er det jo det, der kommer ud i sidste ende, der er relevant. Får man den omsorg og faglige støtte, man har brug for, er det jo ligegyldigt, hvem der leverer det, siger han.

- Men hvis man vender den rundt og siger, er udlicitering er det smarteste, så er der noget der tyder på, at det kan være et problem, siger formanden.

Stig Langvad er bekymret for, at man ved at udlicitere risikerer at komme til at miste ekspertise, hvis man skal skifte leverandør.

Man risikerer også, at der kommer en form for monopol på opgaven, fordi man bliver tvunget til at vælge den samme udbyder næste gang.

- Jeg er ikke umiddelbart tilhænger af, at man går ud og udliciterer de her ting, hvor man har brug for viden, borgernær kontakt, ekspertise og lignende, siger Stig Langvad.

- Et eller andet sted er der også noget uetisk i det. Virksomheder vil som tommelfingerregel have et overskud på 10 procent. Der er noget galt, hvis vi skal betale skat, for at andre kan tjene penge, mener formanden for Danske Handicaporganisationer.

Stig Langvad mener, at der er langt fra at stille en teoretisk regnemodel op med besparelser ved udlicitering af kommunale opgaver til virkelighedens verden.

- Når der kommer enmandsbetjente tog på Kystbanen, betyder det, at man som handicappet, der skal have hjælp til at komme på toget, skal ringe to timer, før man skal med toget. Og at man slet ikke kan komme med i weekenden, siger han.

/ritzau/