Handicappede: Urimelig brugerbetaling for hjælp til at holde ferie

Det mener Landsforeningen LEV, der er interesseorganisation for udviklingshæmmede og deres pårørende.

Landsforeningens formand, Sytter Kristensen, er fortørnet over, at nogle kommuner har opkrævet betaling for løn til personalet under en ferie.

»Den handicappede betaler rejse, mad og eventuelle entréer for sig selv og for personalet, men lønnen skal de handicappede ikke betale,« siger Sytter Kristensen.

»Når man én gang er visiteret til at modtage hjælp, så er det mærkeligt, at man lige pludselig skal betale for det, bare fordi man tager på ferie,« siger hun.

Sytter Kristensen henviser til eksempler, hvor handicappede er blevet bedt om at betale op mod 20.000 kroner for fem dages sommerhusferie i Danmark.

»Det er brugerbetaling, som faktisk ikke er lovlig, og det er der flere og flere kommuner, der har erkendt og derfor gået væk fra,« siger Sytter Kristensen.

»Desværre er der så nogle kommuner, der går i den modsatte retning og siger, at de handicappede slet ikke har krav på ferie. Så fjerner de al hjælp i forbindelse med ferie og siger: Hvis udviklingshæmmede skal på ferie, skal de selv købe hjælpen privat. Det kan ikke være rimeligt,« siger Sytter Kristensen.

Formanden for Socialudvalget i Kommunernes Landsforening (KL), Anny Winther (V), siger, at det er op til den enkelte kommune at beslutte, om ferietilbud indgår i kommunens serviceniveau.

»I henhold til loven er det op til den enkelte kommunalbestyrelse at beslutte, om ferietilbud skal indgå som en del af indsatsen i bofællesskaber, eller om man i højere grad ønsker, at den enkelte borger skal have frihed til selv at bestemme indholdet for ferie og destination,« skriver hun i en skriftlig kommentar.

Formand for LEV, Sytter Kristensen, mener, at socialministeren må gå ind i sagen og »fastlægge et minimum af anstændighed«.

»Vi bør have en diskussion om, hvorvidt det er i orden, at man som handicappet selv skal betale for personaleudgifter, når man tager på ferie. Hvis det er sådan, vil der om kort tid ikke være nogen handicappede, der har råd til at holde ferie,« siger Sytter Kristensen.

Social- og integrationsminister Karen Hækkerup (S) er bekendt med problemet.

»Jeg har fra flere sider hørt om problemer med, at borgere i botilbud ikke har mulighed for at komme på ferie. Jeg vil derfor tage en drøftelse med KL om, hvad der er op og ned i denne sag og om, hvordan vi skaber gode muligheder for ferier og udflugter til mennesker med handicap,« siger ministeren i en skriftlig kommentar.

Dagens Gossip