Handicappet med job i butik blev forskelsbehandlet

Skrevet af admin

11/08/2015

Dagens topnyheder

Et sjællandsk supermarked svigtede en kvindelig ansat, som havde fået et handicap i form af leddegigt.

Det har Højesteret slået fast i en dom tirsdag. Kvindens rettigheder efter loven om forskelsbehandling blev krænket, lyder det.

Arbejdsgiveren, Skibby Supermarked A/S, gjorde nemlig ikke tilstrækkeligt for at sikre, at hun kunne fortsætte på arbejdspladsen i en mindre belastende funktion.

Det har arbejdsgivere ellers pligt til ifølge loven - som taler om "hensigtsmæssige tilpasningsforanstaltninger."

Kvinden blev i 2009 fyret, da hun havde været sygemeldt efter 120-dages reglen i funktionærloven.

Men dette skridt var uberettiget, fastslår de fem dommere, som nu har tilkendt hende godtgørelse og erstatning.

Krænkelsen udløser en godtgørelse, som svarer til ni måneders løn - og samtidig får hun erstattet det løntab, som opstod på grund af den uberettigede brug af 120-dages reglen.

Den ansatte havde arbejdet i supermarkedet i næsten 14 år, da hun blev opsagt.

Sygdommen var blevet så slem, at hun ikke længere kunne sidde ved kassen.

Kommunen henvendte sig til supermarkedet for at høre om muligheden for mindre belastende opgaver, men det kom der ikke noget ud af.

Tidligere i forløbet har også Østre Landsret ment, at kvinden blev udsat for en krænkende forskelsbehandling. Senere har hun i øvrigt fået et andet arbejde, som hun kan klare.

Det er organisationen Dansk Erhverv, som har ført retssagen på vegne af supermarkedet mod HK, som repræsenterede kvinden.

/ritzau/