Hang ved dødstunnel: »Diana«-plakat fjernet efter kritik

En plakat for Oliver Hirschbiegels film om prinsesse Diana er blevet fjernet fra det sted i Paris, hvor prinsessen mistede livet i 1997.
Det sker efter voldsom forargelse i Storbritannien.

Den famøse plakat var sat op på Place de l’Alma nær indkørslen til den tunnel, hvor hendes chauffør kørte galt med en flok paparazzi i hælene.

Flamme de la Liberté-statuen på Place de l’Alma er blevet en slags uofficielt mindesmærke og her var filmplakaten hængt op, hvilket fik en række fremtrædende personligheder til at udtrykke deres forargelse i den britiske presse. En af dem var Dianas veninde Rosa Monckton, som fordømte placeringen i avisen Daily Mail: »Jeg savner ord til at beskrive, hvordan jeg har det med dette kyniske og skamløse forsøg på at gøre reklame for en film, der aldrig skulle have været lavet«, tordner Monckton og fortsætter:  »Den film er så spekulativ, at det er afskyeligt nok, men at gøre reklame for den på det sted, hvor Diana døde, er rent ud sagt forkasteligt og jeg havde aldrig forestillet mig, at noget selskab kunne synke så dybt«.

Veninden kalder også opsætningen af plakaten »en frygtelig krænkelse af Dianas minde«.

Kritikken i de britiske aviser har fået den franske distributør Le Pacte til at anmode reklamebureauet bag plakaten om at fjerne den og det skete i går.

Sagen er den seneste øretæve til »Diana«, der skuffer verden rundt.
Anmelderne har givet Hirschbiegels romantiske drama med Naomi Watts i titelrollen en lunken modtagelse og selv i prinsessens hjemland floppede dramaet i biograferne. »Diana« opnåede kun et billetsalg på bare fem millioner kroner i premiereweekenden.
 

Dagens Gossip

Dagens TV