Hangarskibet fra Top Gun skrottes for seks øre

Skrevet af admin

25/12/2014

Mest læste i dag

Forsøgene på at forvandle det amerikanske hangarskib "USS Ranger" til et museum er slået fejl.

Nu er der ingen vej tilbage. Hangarskibet, som den amerikanske flåde tog i brug i 1957, er udtjent, og det skal nu slæbes til Texas, hvor det skal hugges op.

Det er firmaet International Shipbreaking, der har købt det, og prisen har været sølle en cent, eller omkring seks øre, skriver avisen Washington Times.

"USS Ranger" har deltaget i såvel Vietnamkrigen som krigen om Kuwait i 1991.

Og skibet har også haft en fremtrædende rolle i Hollywood, idet det lagde dæk til succesfilmen "Top Gun" med Tom Cruise fra 1986.

Hangarskibet blev taget ud af tjeneste i 1993.

I de seneste otte år har "USS Ranger" ifølge avisen ligget i Bremerton i delstaten Washington, mens flåden har forsøgt at rejse penge til at gøre skibet til et museum.

En talsmand siger til tv-stationen Fox, at den organisation, der forsøgte at realisere museumsplanen, opererede med et budget på 35 millioner dollar, men at den kun kunne rejse 100.000 kroner.

Så derfor blev det besluttet, at hangarskibet skal skrottes. For at slippe af med skibet er flåden gået med til at sælge det for blot én cent.

Dermed skal skibet slæbes fra Bremerton i Washington ved Stillehavet til Brownsville i Texas, hvor det skal hugges op.

Køberens fortjeneste bliver så salget af jernskrot.

Det bliver en længere tur for "USS Ranger", der ikke kan slæbes igennem Panamakanalen, men som skal helt ned omkring Kap Horn.

Det svenske nyhedsbureau TT skriver, at et andet af USA's gamle hangarskibe, nemlig "USS Constellation", gennemgår samme skæbne og ventes til Texas om nogle uger.

Muligvis sker noget tilsvarende for "USS independence", et tredje af den generations hangarskibe. Det kan ske i løbet af 2015.

Lidt længere ude i fremtiden skal der også tages beslutninger om "USS Kitty Hawk".

/ritzau/