Hans Backe har afvist to danske klubber

Overskrifterne i de svenske medier var heftige dengang i oktober 2011. I Danmark var det ventet, at Morten Olsen ikke ville forlænge sin kontrakt som landstræner med DBU, og de svenske medier kunne rapportere, at tidligere FCK-træner Hans Backe var blevet kontaktet af DBU.

- Jeg kan huske de rygter, men det kan jeg afvise. Jeg er aldrig blevet tilbudt posten som dansk landstræner, hverken dengang eller nu, siger Hans Backe til BT.

Men den tidligere AaB- og FCK-træner er fortsat i høj kurs i Danmark, hvor han har vundet tre mesterskaber – ét med AaB og to med FCK har været deltager i tre pokalfinaler og vundet én pokaltitel. Backe har de seneste to år takket nej til tilbud fra danske klubber.

- Der har været tilbud fra to danske klubber inden for de sidste to år. Vi havde nogle forhandlinger, men jeg vil ikke ind på, hvem det var. Jeg tænkte virkelig over i hvert fald det ene bud, for jeg elskede at være i Danmark. Så det var ikke helt nemt at afvise tilbuddet, siger Backe.

Han fik sit danske gennembrud i AaB, men det var i FC København, han forædlede forholdet til danskerne. Med en Ariël Jacobs-agtig stil førte han FCK til triumfer med vægt på organisation, stilfærdig attitude og en karisma, der fordrede respekt.

- Det var en helt fantastisk tid i Danmark for mig i AaB og FCK. Alle de titler jeg vandt, og den respekt jeg fik. Mine bedste træneroplevelser har været i Danmark, det er der ingen tvivl om, siger Backe, der stadig følger med i dansk fodbold.

- Det har været en svær tid især økonomisk for FC København. Jeg har haft lidt kontakt med CV (Carsten V. Jensen, FCKs sportsdirektør, red.) og har fulgt lidt med i forhold til, hvad der er sket, og jeg håber bare, at man kommer tilbage på en økonomisk god måde. Det er en stærk klub, men det er hårde tider økonomisk, og det har det også været for FCK.

Siden tiden i FC København har Hans Backe bl.a. været cheftræner i Panathinaikos, assistent for Sven-Göran Eriksson i Manchester City, i Notts County og for Mexicos landshold.

Senest har han været cheftræner for blandt andre Thierry Henry i New York Red Bulls. Nu er han ekspert på svensk TV¿4, hvor han kommenterer det svenske landshold, Allsvenskan og spansk fodbold.

Han mener, at dansk fodbold stadig er foran svensk fodbold, som dog er godt på vej.

- Dansk fodbold er stadig stærkere og lidt bedre totalt set. Men jeg tror, at et hold som Elfsborg i Sverige kan begynde at udfordre FCK, for de er økonomisk stærke. Men det er nok det eneste hold, der kan gøre det lige nu, siger han.

 

Dagens Gossip