Hans date var ikke, hvad hun gav sig ud for at være: Nu skal han straffes i 25 år

Skrevet af Laura Nygaard

03/08/2015

Dagens topnyheder

19-årige Zach Anderson har netop afsonet 90 dage i fængsel. De næste fem år må han ikke få adgang til internettet og sin smartphone eller tale til børn under 17 år - altså mennesker to år yngre end ham selv. Og i hele 25 år vil han optræde på et offentligt register over sexforbrydere.

Alt sammen for at have gjort noget, han ikke vidste var forkert.

- De får mig til at fremstå som et monster, siger 19-årige Zach Anderson til ABC News.

Sidste år mødte Zach Anderson en sød 17-årig pige på appen Hot or Not. De skrev lidt sammen, og en aften besluttede de at møde hinanden i virkeligheden.

Læs også: Alle ser, at den 16-årige pige er i fare. De andre restaurantgæsters reaktion giver håb for menneskeheden

Zach Anderson hentede sin date hjemme hos hende selv, og de tog sammen til en legeplads i nærheden, hvor de havde sex.

Da pigens mor ikke kunne finde sin datter derhjemme, ringede hun til politiet.

To måneder senere, mødte betjente op på Zach Andersons arbejde og anholdte ham. Her måtte den 19-årige erklære sig skyldig i at have haft sex med den 17-årige pige - men hun viste sig nu kun at have været 14.

- Da vi skrev sammen, havde jeg spurgt til hendes alder, og hun sagde, at hun var 17. Jeg var lige gået ud af high school, så det var to års forskel. Jeg mente ikke, det var det store problem, siger Zach Anderson, der understreger, at han aldrig var taget hjem til hende, hvis han havde vidst, hun kun var 14.

Både pigen, der nu er 15, og hendes mor har bakket Zach Anderson op i, at det hele bygger på en misforståelse.

- Jeg vil ikke have, at han skal ses som en sexforbryder, for det er han virkelig ikke, fortalte pigens mor i retten, men dommeren var ikke enig og kaldte drengens opførsel for ‘decideret upassende’.

Læs også: Hun fandt sin voldtægtsmand på Facebook - nu er han dømt til livstid i fængslet

- Der er ingen undskyldning for det her, fortæller dommer Dennis Wiley til Daily Mail.

Siden dommen har Zach Andersons forældre offentligt kæmpet sønnens sag.

- Han har kun været på denne jord i 19 år, og hans straf er længere, end han overhovedet har været i live, fortæller hans far.

Zach Andersons forsvarer har anket sagen.

Følg Dagens Mødre for flere lignende artikler: