Hans Engell: Vildt at Løkke ikke er blevet orienteret

Ifølge TV 2 News trækker Christian Friis Bach (R) sig som udviklingsminister, fordi han ikke har været ærlig om sit kendskab til rejsereglerne i den skandaleombruste klimaorganisation GGGI.

Politisk kommentator Hans Engell er spændt på at høre den samlede fortælling, når Friis Bach torsdag klokken 13.15 orienterer om sin ventede afgang. Men Hans Engell beskriver allerede scenariet som "opsigtvækkende"

- Og det er især opsigtvækkende, at regeringen ikke har orienteret Lars Løkke Rasmussen. Det er det danske bestyrelsesmedlem i GGGI, som pludselig fratræder, uden at den danske bestyrelsesformand i GGGI bliver orienteret om det, siger Hans Engell.

- Det tyder virkelig på, at regeringen ikke stoler på Lars Løkke. De har ikke villet fortælle ham om det her før pressemødet. Men der kan jo være noget i redegørelsen, der belaster Løkke yderligere.

Hans Engell finder det ikke sandsynligt, at Christian Friis Bach decideret er blevet fyret.

- Når man lytter til, hvad Margrethe Vestager (R) sagde tidligere torsdag, så peger alt i retning af, at det er ham selv, der er gået. Som type er han meget ærekær. Han er meget "straight" og korrekt.

- Han er typen, der godt kan finde på at sige, at "hvis jeg har begået en fejl, så går jeg." På den måde er han lidt en atypisk politiker, siger Hans Engell.

Hans Engell vurderer, at der skal en erfaren afløser for Christian Friis Bach til, da den siddende udviklingsminister for tiden også vikarierer for Villy Søvndal (SF) på udenrigsministerposten.

- Vestager kunne vælge at lave en større rokade og eksempelvis flytte klima- og energiminister Martin Lidegaard (R) over på Friis Bachs plads og sætte en anden over i Klima- og Energiministeriet.

/ritzau/

Dagens Gossip