Hans Lindberg skifter til Füchse Berlin

Skrevet af admin

26/01/2016

Dagens topnyheder

Håndboldspilleren Hans Lindberg har fundet en ny arbejdsgiver, efter at hans hidtidige klub, HSV Hamburg, gik konkurs tidligere på måneden.

Lindberg tiltræder efter EM-slutrunden i bundesligaklubben Füchse Berlin, hvor den 34-årige dansker har fået kontrakt frem til 2019.

- I Hans Lindberg henter vi en af verdens bedste højrefløje. Sammen med Mattias Zachrisson, mener jeg faktisk, at vi er nummer et i verden i højre side, siger Füchse Berlins forretningsfører, Bob Hanning, til klubbens hjemmeside.

Hans Lindberg har spillet i tysk håndbold siden 2007, da han skiftede til Hamburg.

Men da klubben efter længere tids økonomisk rod blev erklæret konkurs, stod det klart, at den danske landsholdsprofil måtte på klubjagt. Nu har han altså fundet en løsning i form af den aktuelle nummer fem i Bundesligaen.

Hans nye hjemmebane bliver Max-Schmeling-Halle, hvor han sidste år kom alvorligt til skade med den ene nyre.

- Det er et stærkt hold med gode spillere. Til trods for mine dårlige erfaringer fra hallen med nederlag og min skade husker jeg også den gode stemning. Det kan jeg godt lide, og det har bidraget til min beslutning, siger Hans Lindberg til klubbens hjemmeside.

Lige nu er Hans Lindberg på andenpladsen på Bundesligaens topscorerliste med 148 mål. De 48 er sat på straffekast.

/ritzau/