Hansen tog etapesejr på van(d)vittig sæbe-etape

Etapeløbet ramte en række stejle bjerge samtidig med, at løbet selv blev ramt af heftig regn i afslutningen, og det gjorde vilkårene uhyggeligt svære, da ethvert sving pludselig blev lumsk og glat som en skøjtebane, hvilket mange ryttere mærkede på egen krop.

Et større udbrud kom af sted tidligt på dagen, og en overgang var forspringet for seksmands-gruppen så stort, at Emanuele Sella fra Androni Giocattoli havde overtaget den rosa førertrøje fra Katushas Luca Paolini.

Med i udbruddet var også Lottos Adam Hansen, der trods det dansk-klingende navn er australier, og han viste sig særdeles holdbar, da etapen ramte de stejle op- og nedkørsler, der prægede de sidste omkring 50 kilometer af dagens 177 km.

Mens de øvrige udbrydere en efter en faldt fra, holdt Adam Hansen fast og kørte uimodståeligt mod mållinjen og etapesejren i ensom majestæt.

Bagude var der flere angreb rettet mod Team Sky og Bradley Wiggins. Ikke mindst Vicenzo Nibali og hans Astana-mandskab udfordrede, og på de våde veje udviklede etapen sig derfor til et sæbeglat vanvid, der kostede mange favoritter en eller flere ture i asfalten.

Ikke mindst Bradley Wiggins måtte ned og bide, og han var efterfølgende tydeligt mærket af det håbløse føre. I mål var sidste års Tour de France-vinder mere end et minut efter de nærmeste konkurrenter, og i klassementet droppede Wiggins ud af top 20.

Ny mand i den rosa førertrøje er Movistars spanier Benat Intxausti, der fører fem sekunder foran Astanas Vicenzo Nibali med Ryder Hesjedal fra Garmin-Sharp ydeligere tre sekunder efter.

Bradley Wiggins er 1,32 sekunder efter den førende spanier. Englænderen får dog mulighed for at vinde noget af det tabte tilbage lørdag, hvor der køres enkeltstart, hvilket er hans specialitet. Hvis bare det ikke kommer til at foregå i regnvejr.

 

 

 

Dagens Gossip