Hansens lynscoring sætter Vancouver i gang

Skrevet af admin

03/11/2015

Dagens topnyheder

Den danske ishockeyspiller Jannik Hansen fik taget til at løfte sig hjemme i Vancouvers ishockeyarena Rogers Arena tidligt tirsdag morgen, dansk tid.

Danskeren scorede nemlig til 1-0 for Vancouver efter kun et minut og otte sekunders spil af NHL-kampen mod Philadelphia. Hjemmeholdet endte med at vinde 4-1.

Jannik Hansen scorede også i sæsonens første kamp i oktober, og denne gang straffede han en blunder i Philadelphias bageste kæder. Han modtog pucken fra holdkammeraten Bo Horvat og tog en kort dribletur inden han rundede gæsternes målmand Steve Mason.

Selv om tilskuerne på den måde fik noget for entrébilletten, måtte de vente til anden periode på flere scoringer.

Kun tre minutter inden i anden periode udlignede gæsternes Claude Giroux, men fra midt i anden periode var det Vancouver, som stod for scoringerne. Den til 4-1 faldt i tomt mål, da Philadelphia kort før tid havde taget målmanden ud.

Vancouver fører Pacific Division med 16 point for 12 kampe.

Ingen af de øvrige danskere var i NHL mandag.

/ritzau/