IS har angiveligt bortført mindst 400 civile i Syrien

Skrevet af admin

17/01/2016

Mest læste i dag

Militante medlemmer af ekstremistgruppen Islamisk Stat (IS) har bortført mindst 400 civile under et angreb på den syriske by Deir al-Zor lørdag, oplyser overvågningsgruppen Syriens Observatorium for Menneskerettigheder (SOHR) ifølge nyhedsbureauet Reuters.

- Efter angrebet på Deir al-Zor lørdag har IS bortført mindst 400 civile fra boliger i Al-Baghaliyeh-kvarteret og nærliggende områder i den nordvestlige del af byen, oplyser observatoriet søndag.

- De bortførte er alle sunnimuslimer, heriblandt kvinder, børn og medlemmer af regeringshæren, siger SOHR's leder, Rami Abdel Rahman.

De blev transporteret til andre områder under IS-kontrol i den vestlige Deir Ezzor-provins og på grænsen til Raqqa-provinsen i den nordvestlige del af landet.

IS-angrebet på Deir Ezzor lørdag kostede mindst 85 civile og 50 regeringssoldater livet, siger SOHR ifølge nyhedsbureauet AFP.

Syriens statslige nyhedsbureau, Sana, oplyste tidligere med indbyggere som kilder, at "mindst 300 mennesker blev dræbt" under angrebet på Deir al-Zor.

Sana bekræftede, at det var et af de højeste tabstal på en enkelt dag i Syriens knap fem år lange borgerkrig.

Ifølge Observatoriet betyder fremrykningen, at IS nu kontrollerer 60 procent af Deir Ezzor By, som er hovedstad i provinsen af samme navn i en olierig region på grænsen til Irak.

Sporadiske kampe mellem IS og regeringsstyrker udspandt sig lørdag i den nordvestlige del af byen, oplyser SOHR ifølge AF.

Russiske kampfly udførte natten til lørdag luftangreb til støtte for regeringsstyrkerne i Al-Baghaliyeh, tilføjede Observatoriet.

Præsident Bashar al-Assads regime kontrollerer fortsat dele af provinshovedstaden og en nærliggende militær lufthavn på trods af gentagne angreb fra IS, skriver AFP.

/ritzau/Reuters