Har du set noget? Vidner søges til påsat brand

Søndag den 27. oktober lidt efter klokken 15 fik politiet en anmeldelse om brand i en institution på Vognporten i Albertslund. Politi og brandvæsen kørte til stedet, hvor det viste sig, at ilden var opstået i et depotrum. Institutionen var åben, og de tilstedeværende personer var gået uden for.

Københavns Vestegns Politi har siden undersøgt årsagen til ildens opståen, og brandtekniske undersøgelser peger i retning af en påsat brand, oplyser Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse.

Følg Dagens.dk på Facebook - Altid gratis nyheder og underholdning

- Vi arbejder nu videre på en mistanke om, at nogen antændte ilden i depotrummet – og derfor søger vi vidner, som enten har set noget eller i øvrigt kender noget til sagen, siger efterforskningsleder Ulrik Hove.

Han påpeger, at politiet fortsat afventer den endelige brandtekniske konklusion, og at han ikke vil spekulere i sammenhænge med rækken af påsatte brande tidligere på året.

- Der har været roligt længe i Albertslund, men vi kører en åben efterforskning med alle muligheder åbne, siger Ulrik Hove.

Han understreger, at ildspåsættelse er en alvorlig sag med mange års fængsel i strafferammen og kan medføre store erstatningskrav.

Vidner kan henvende sig døgnet rundt på telefon 4386 1448.

Dagens Gossip