Har forladt solsystemet: Voyager i det uendelige univers

Dermed har den 722 kilo tunge rumsonde som det første menneskeskabte objekt bevæget sig på ud på en helt ny og ukendt mission i det sande tomme rum – det ukendte interstellare farvand, hvor Solens påvirkning er så beskeden, at strålingen fra Mælkevejens milliarder af stjerner har overtaget magten. Det skriver Berlingske Aften.

»Jeg ved ikke, om det er i den samme liga som at lande på Månen, men det er helt oppe i nærheden – »Star Trek«-stof helt sikkert,« siger den amerikanske fysikprofessor Donald A. Gurnett til New York Times.

Han har medvirket til at bekræfte Voyager 1s verdenshistoriske præstation, der langt om længe og efter megen tøven nu også er anerkendt af den amerikanske rumfartsadministration NASA, der stod bag opsendelsen for hele 36 år siden.

Professor Gurnett har endda fastlagt den præcise dato for sondens afsked med solsystemet: den 25. august i år.

Da fløj den endelig ud af Solens såkaldte heliosfære – den projektilformede boble af ladede partikler og magnetiske felter fra vores lokale stjerne – og over på den anden side. Hvilket gør dens efter nutidens forhold primitive instrumenter og datamat (dens hukommelse er ca. en kvart mio. gange mindre end en iPhone) i stand til at måle og sende data ned til Jorden om, hvordan heliosfæren interagerer med det store kosmos.

19 mia. km synes umiddelbart meget langt borte. Det tager således over 17 timer for det svage radiosignal fra sonden at rejse med lysets hastighed ned til NASAs kontrolcenter. Man kan også illustrere afstanden på den måde, at den er omtrent tre gange længere ude end den fjerne og iskolde dværgplanet Plutos bane.

Men selv med dens formentlig evigt vedvarende hastighed på ca. 64.000 km/t – som halvanden gange Jorden rundt i timen – har den endog meget langt at bevæge sig, før den vil være i nærheden af andre stjerner. Eller bare noget, der ligner.

Omkring år 2025 ventes sondens energisystem at give op, hvorefter dens beskedne 23 watt radiosender vil dø, og Voyager 1 forvandle sig til en ensom og tavs rejsende i rummet.

Men i kraft af Newtons love er Voyager 1 ligeglad. Den vil bare fortsætte og fortsætte, men først om ca. 15.000 år vil den have nået så langt som til Oortskyen – et hypotetisk bælte af små, isfyldte himmellegemer næsten et helt lysår fra Solen og Jorden.

Hvis den overlever sin rejse gennem den forventede is- og klipperegn derude, vil der gå yderligere 30.000 år, før den atter kommer bare en anelse i nærheden af noget andet interessant.

Ude i rummet, godt 17 lysår borte, ligger nemlig den lille nabostjerne Gliese 445, der med forbavsende høj hastighed nærmer sig solsystemet.

Om ca. 40.000 år vil Gliese 445 være »bare« 3,5 lysår fra Solen. Men til den tid vil Voyager 1 være væsentligt nærmere, nemlig ca. 1,6 lysår, hvilket dog også er en pæn stor slat, nemlig ca. 15 billioner kilometer eller omtrent 100.000 gange afstanden mellem Jorden og Solen.

I vores stofligt forholdsvis tyndtbefolkede del af Mælkevejen er der omtrent fire lysår mellem hver enkelt stjerne, svarende til knap 70.000 års rejse for den amerikanske sonde.

Men glem ikke, at Mælkevejen rummer omkring 200 milliarder stjerner, og at Mælkevejens diameter er på godt og vel 100.000 lysår.

Så hvis vores ensomme rejsende skal bevæge sig gennem hele vores galakse, vil alene den rejse tage over 1,5 mia. år. Hvortil man kan føje, at der yderligere vil gå mere end 40 mia. år, før den har nået Mælkevejens søstergalakse, Andromeda, ca. 2,5 mio. lysår borte – hvis ellers den bevæger sig i den retning.

Til den tid vil universet være næsten tre gange ældre, end det er i dag, og i kraft af universets evige og accelererende udvidelse vil det se radikalt anderledes ud – hvis det overhovedet eksisterer.

Utallige stjerner, ja hele galakser, vil være døde, utallige nye vil være opstået, og afstandene mellem galakserne vil være ufatteligt meget større end i dag.

Så næsten uendeligt længe vil menneskehedens lille sendebud næppe overleve. Nærliggende store stjerner kan eksplodere, en vildfaren klippestump kan ramme den.

Men på sin rejse i evigheden vil den passere verdener, som vi næppe kan forestille os. Og, hvem ved, måske vil det en dag i en fjern fremtid lykkes en fremmed, intelligent civilisation at indfange den, hvorved disse væsner – hvis ellers de er snilde nok – vil kunne afspille de på en guldplade medbragte budskaber fra menneskeheden.

Hvorefter de vil kunne danse til »Johnny B. Goode«, afkode Jordens placering i verdensrummet og lytte til kakofonien af menneskers tale på adskillige sprog.

Skulle det lykkes, vil missionen i den grad været fuldbragt.

Herfra kan vi kun ønske Voyager 1 pøj-pøj på sin eventyrlige rejse i det uendelige univers.

Dagens Gossip