Hareide får toårig kontrakt som dansk landstræner

62-årige Åge Hareide bliver torsdag præsenteret som dansk landstræner på en toårig kontrakt med mulighed for forlængelse i yderligere to år, erfarer Ritzau.

Dansk Boldspil-Union (DBU) meddelte torsdag morgen, at unionen vil præsentere en ny fodboldlandstræner senere i dag.

Der er helt præcist indkaldt til et pressemøde torsdag formiddag klokken 11 i Parken i København.

- I inviteres hermed til pressemøde i Telia Parken i dag, torsdag 10. december, klokken 11 med overskriften: Præsentation af ny landstræner, lyder det fra DBU uden at nævne navnet på træneren.

DBU har lagt et billede ud på Twitter, hvor man kun kan se benene af en person i et par brune sko.

- Ham her er på vej til pressemøde i Parken, og han glæder sig, skriver DBU om manden på billedet.

Lidt senere torsdag kom Åge Hareide selv med en melding på Twitter, hvor man kan se, at han kører i bil på en bro.

- På vej til Danmark. Glæder mig, skriver Hareide.

Veterantræneren er i lang tid blevet koblet sammen med jobbet som Morten Olsens afløser, og nordmanden har selv tidligere bekræftet, at han var en af kandidaterne.

Åge Hareide har for nylig sagt op som cheftræner i den svenske klub Malmö FF, som spillede sin sidste kamp i år tirsdag aften, hvor det blev til et ydmygende 0-8-nederlag ude til Real Madrid i Champions League.

Det er også blevet til flotte præstationer i Sverige. Åge Hareide har inden for de seneste to år ført Malmö FF til et svensk mesterskab og deltagelse i Champions League-gruppespillet to gange.

Tidligere i trænerkarrieren har Hareide også været med til at sikre Brøndby, Helsingborg og Rosenborg mesterskabet i henholdsvis Danmark, Sverige og Norge.

/ritzau/

Dagens Gossip